Kort og GPS log

søndag den 29. juli 2007

Afslapning, shopping og god mad


I går og i dag har vi brugt på at sove længe, gå tur i byen, sove til middag, kigge på butikker, tage en eftermiddagslur, og besøge et designertøj-outlet. Og naturligvis på at spise ude, når nu vi har chancen. Restaurant-priserne i Göteborg er noget under det Københavnske niveau, og kvaliteten er høj.

I går var vi på jagt efter en restaurant i Haga, der vel bedst kan beskrives som Göteborgs svar på Vesterbro. Vi faldt for "Hemma Hos", der bød på beskedne omgivelser og fantastisk mad, til rimelige priser. Selv fik jeg 3 retter mad og tilhørende vin-menu for ca. 400 svenske kroner i alt. Tine fik bl.a. lammeryg med karl-johan svamperisotto, og kunne ikke få armene ned.

Her til aften har vi været med Andrew, Lotta og Saga ude og spise på restaurant, og det var også rigtigt lækkert. Vi har fundet ud af at en meget populær forret her er "Skagen Toast", som er en meget delikat "rejemad". Vi kom til at sidde og snakke længe, og pludseligt var klokken blevet mange og pigerne godt trætte, så vi skyndte os hjem hver især.

I morgen har vi ikke de store planer, ud over at proviantere til vores tur videre mod syd på mandag.

fredag den 27. juli 2007

Storbyferie



Vi ligger nu i en lystbådehavn kaldet "Lilla Bommen". 5 minutters gang herfra starter Göteborgs shopping-strøg, og der er sporgvognsforbindelser til alt andet. I går gik vi en lang tur i byen, og fandt en café med noget virkeligt god mad. Desværre kan vi ikke huske navnet på den.
I dag har vi været i "Universeum", som er et stort moderne akvarium kombineret med indendørs regnskov, eksperimentarium, biograf og meget mere. Det var virkeligt spændende, men der var også mange mennesker, og det var lidt svært at komme til at se nogle gange. Det resulterede da også i at måtte have Frida på skuldrene mens jeg havde kameratasken over den ene skulder, mit spejlrefleks kamera over den anden, samt en regnjakke og en flece jeg skulle holde styr på, og samtidigt undgå at tabe Frida ned til hajerne.

I stedet tabte jeg mit kamera ned på betongulvet. Heldigvis var der kun to ting der gik i stykker: Selve kameraet, og den vidvinkel-linse der sad på. Hukommelseskortet og billederne derpå overlevede. "/&%(%¤&#"¤%"!!

Meteorologerne har lovet hård vind (10-14m/s) fra vest de kommende 3 dage, så det betyder at vi bliver her i byen i lidt endnu. Heldigvis er her masser af underholdningstilbud, så vi ser frem til nogle afslappede dage med storbyferie, inden turen går sydpå igen.

Lindholm



Vi vågnede i går morges til blå himmel, solskin, og græssende får. Vi lå, som de eneste, fortøjret til øen Lindholm i skærgården lige nord for Göteborg. Da vi nu er over halvvejs i vores ferien, er vi så småt begyndt at sejle sydpå igen, og det passede fint med at vinden var i nordvest.
Inden vi sejlede af sted var Frida og jeg en tur rundt på øen, der i solskin viste sig at være utroligt smuk. Den ligger i "første række" til Kattegat, og har vist oplevet en del siden isen smeltede for nogle tusind år siden. Øen er kun beboet af 10-12 får og ca. 5.000 haletudser. Da vi havde fået strukket benene godt igennem, og fanget et par haletudser, gik vi tilbage til båden. Her blev vi alle enige om, at det kunne være sjovt at sejle helt ind til Göteborg centrum inden vi fortsatte sydpå mod Øresund.

torsdag den 26. juli 2007

Om hækanker

Jeg syntes lige at det var på sin plads at skrive lidt om hvordan man bruger hækankre i Sverige. Det er nemlig helt almindeligt at man ligger for hækanker både i lystbådehavnene, og af gode grunde også i naturhavnene.

Normalt findes der mulighed for at fortøjre stævnen ind mod broen eller klippen (som på billedet). Man sejler således hen mod denne med lav fart, gerne med konen stående i stævnen på båden, mens man selv forsøger at styre båden og gøre ankeret klar samtidigt. Når der er et par bådslængder igen, smider man ankeret, og sørger for at der er rigeligt med ankerline. Når konen begynder at se nervøs ud, eller der iler folk til inden på broen, strammer man op i ankerlinen og tager farten af. Når konen så råber stop, trækker man til og stopper båden helt, hvorefter hun springer i land med forfortøjringen, som gøres fast til broen/klippen.

Systemet fungerer faktisk rigtigt godt, og vi har tillige haft mulighed for at optræde med det ved forskellige lejligheder. Som fx. i forgårs da vi skulle forlade Rörö, og tre andre både i mellemtiden havde fortøjret med deres ankerliner hen over vores. Vi fik involveret frivillige mænd i gummibåde, samt folk på land bevæbnet med bådshager og gode råd. Eller i går ved Lindholmen da vi var godt igang med at lave en meget rutineret fralægning for sejl, og Tine (som er ved at tage ankeret op) fanger en 1½m lang brandmand og dernæst ankerlinen fra en svensk motorbåd, lige efter at jeg har sat storsejlet. Man skulle nok have været der.

Den gode side er, at man aldrig skal lede efter en plads med den rigtige afstand mellem pælene, eller at man misser pælene med agterfortøjringen, eller tovet ikke er langt nok, osv. Og i naturhavnene kan man lægge sig hvor man vil.

onsdag den 25. juli 2007

Göteborg


Vi er på vej sydover igen, og er sejlet helt ind til Göteborg centrum. Vi har haft en flot dag med sol fra morgenstunden og hård vind her til eftermiddag. Nu er vi på vej ud for at finde og en café.

tirsdag den 24. juli 2007

Så regner det igen

Vi har haft en fin dag på Rörö, med gåture i solskinnet og strandbesøg. Nu er vi sejlet videre til en lille ø lige ud til Kattegat, kaldet Lindholmen. Og nu er det så begyndt at regne igen, så vi bliver i båden og bager pandekager og laver varm chokolade. N57 44.13 E11 37.07

Et varmt bad


Da regnen så ud til ingen ende at tage, blev vi enige om at det måtte være tid til at finde en rigtig havn igen. Vi lod vinden bestemmt, og satte kursen mod Rörö, et par timers sejlads syd for vores ankerplads. På denne sejlads kunne vi holde 5 knob på en meget behagelig medvind og -sø.

Rörö brillierede i første omgang ved at have ledige gæstepladser, en velassorteret købmandsforretning direkte på havnen, rene og pæne badefaciliteter, og ikke mindst vaskemaskine og tørretumbler. I morgen må vi se om øen har andre oplevelser at byde på.

Efter at have gået rundt med våde og/eller sure fødder i et døgns tid, har jeg i dag købt mig et par gummistøvler. De er nu mit foretrukne fodtøj. Dagen i dag sluttede med en flot solnedgang, måske bliver det ikke helt så vådt i morgen.