Kort og GPS log

søndag den 29. juli 2007

Afslapning, shopping og god mad


I går og i dag har vi brugt på at sove længe, gå tur i byen, sove til middag, kigge på butikker, tage en eftermiddagslur, og besøge et designertøj-outlet. Og naturligvis på at spise ude, når nu vi har chancen. Restaurant-priserne i Göteborg er noget under det Københavnske niveau, og kvaliteten er høj.

I går var vi på jagt efter en restaurant i Haga, der vel bedst kan beskrives som Göteborgs svar på Vesterbro. Vi faldt for "Hemma Hos", der bød på beskedne omgivelser og fantastisk mad, til rimelige priser. Selv fik jeg 3 retter mad og tilhørende vin-menu for ca. 400 svenske kroner i alt. Tine fik bl.a. lammeryg med karl-johan svamperisotto, og kunne ikke få armene ned.

Her til aften har vi været med Andrew, Lotta og Saga ude og spise på restaurant, og det var også rigtigt lækkert. Vi har fundet ud af at en meget populær forret her er "Skagen Toast", som er en meget delikat "rejemad". Vi kom til at sidde og snakke længe, og pludseligt var klokken blevet mange og pigerne godt trætte, så vi skyndte os hjem hver især.

I morgen har vi ikke de store planer, ud over at proviantere til vores tur videre mod syd på mandag.

fredag den 27. juli 2007

Storbyferie



Vi ligger nu i en lystbådehavn kaldet "Lilla Bommen". 5 minutters gang herfra starter Göteborgs shopping-strøg, og der er sporgvognsforbindelser til alt andet. I går gik vi en lang tur i byen, og fandt en café med noget virkeligt god mad. Desværre kan vi ikke huske navnet på den.
I dag har vi været i "Universeum", som er et stort moderne akvarium kombineret med indendørs regnskov, eksperimentarium, biograf og meget mere. Det var virkeligt spændende, men der var også mange mennesker, og det var lidt svært at komme til at se nogle gange. Det resulterede da også i at måtte have Frida på skuldrene mens jeg havde kameratasken over den ene skulder, mit spejlrefleks kamera over den anden, samt en regnjakke og en flece jeg skulle holde styr på, og samtidigt undgå at tabe Frida ned til hajerne.

I stedet tabte jeg mit kamera ned på betongulvet. Heldigvis var der kun to ting der gik i stykker: Selve kameraet, og den vidvinkel-linse der sad på. Hukommelseskortet og billederne derpå overlevede. "/&%(%¤&#"¤%"!!

Meteorologerne har lovet hård vind (10-14m/s) fra vest de kommende 3 dage, så det betyder at vi bliver her i byen i lidt endnu. Heldigvis er her masser af underholdningstilbud, så vi ser frem til nogle afslappede dage med storbyferie, inden turen går sydpå igen.

Lindholm



Vi vågnede i går morges til blå himmel, solskin, og græssende får. Vi lå, som de eneste, fortøjret til øen Lindholm i skærgården lige nord for Göteborg. Da vi nu er over halvvejs i vores ferien, er vi så småt begyndt at sejle sydpå igen, og det passede fint med at vinden var i nordvest.
Inden vi sejlede af sted var Frida og jeg en tur rundt på øen, der i solskin viste sig at være utroligt smuk. Den ligger i "første række" til Kattegat, og har vist oplevet en del siden isen smeltede for nogle tusind år siden. Øen er kun beboet af 10-12 får og ca. 5.000 haletudser. Da vi havde fået strukket benene godt igennem, og fanget et par haletudser, gik vi tilbage til båden. Her blev vi alle enige om, at det kunne være sjovt at sejle helt ind til Göteborg centrum inden vi fortsatte sydpå mod Øresund.

torsdag den 26. juli 2007

Om hækanker

Jeg syntes lige at det var på sin plads at skrive lidt om hvordan man bruger hækankre i Sverige. Det er nemlig helt almindeligt at man ligger for hækanker både i lystbådehavnene, og af gode grunde også i naturhavnene.

Normalt findes der mulighed for at fortøjre stævnen ind mod broen eller klippen (som på billedet). Man sejler således hen mod denne med lav fart, gerne med konen stående i stævnen på båden, mens man selv forsøger at styre båden og gøre ankeret klar samtidigt. Når der er et par bådslængder igen, smider man ankeret, og sørger for at der er rigeligt med ankerline. Når konen begynder at se nervøs ud, eller der iler folk til inden på broen, strammer man op i ankerlinen og tager farten af. Når konen så råber stop, trækker man til og stopper båden helt, hvorefter hun springer i land med forfortøjringen, som gøres fast til broen/klippen.

Systemet fungerer faktisk rigtigt godt, og vi har tillige haft mulighed for at optræde med det ved forskellige lejligheder. Som fx. i forgårs da vi skulle forlade Rörö, og tre andre både i mellemtiden havde fortøjret med deres ankerliner hen over vores. Vi fik involveret frivillige mænd i gummibåde, samt folk på land bevæbnet med bådshager og gode råd. Eller i går ved Lindholmen da vi var godt igang med at lave en meget rutineret fralægning for sejl, og Tine (som er ved at tage ankeret op) fanger en 1½m lang brandmand og dernæst ankerlinen fra en svensk motorbåd, lige efter at jeg har sat storsejlet. Man skulle nok have været der.

Den gode side er, at man aldrig skal lede efter en plads med den rigtige afstand mellem pælene, eller at man misser pælene med agterfortøjringen, eller tovet ikke er langt nok, osv. Og i naturhavnene kan man lægge sig hvor man vil.

onsdag den 25. juli 2007

Göteborg


Vi er på vej sydover igen, og er sejlet helt ind til Göteborg centrum. Vi har haft en flot dag med sol fra morgenstunden og hård vind her til eftermiddag. Nu er vi på vej ud for at finde og en café.

tirsdag den 24. juli 2007

Så regner det igen

Vi har haft en fin dag på Rörö, med gåture i solskinnet og strandbesøg. Nu er vi sejlet videre til en lille ø lige ud til Kattegat, kaldet Lindholmen. Og nu er det så begyndt at regne igen, så vi bliver i båden og bager pandekager og laver varm chokolade. N57 44.13 E11 37.07

Et varmt bad


Da regnen så ud til ingen ende at tage, blev vi enige om at det måtte være tid til at finde en rigtig havn igen. Vi lod vinden bestemmt, og satte kursen mod Rörö, et par timers sejlads syd for vores ankerplads. På denne sejlads kunne vi holde 5 knob på en meget behagelig medvind og -sø.

Rörö brillierede i første omgang ved at have ledige gæstepladser, en velassorteret købmandsforretning direkte på havnen, rene og pæne badefaciliteter, og ikke mindst vaskemaskine og tørretumbler. I morgen må vi se om øen har andre oplevelser at byde på.

Efter at have gået rundt med våde og/eller sure fødder i et døgns tid, har jeg i dag købt mig et par gummistøvler. De er nu mit foretrukne fodtøj. Dagen i dag sluttede med en flot solnedgang, måske bliver det ikke helt så vådt i morgen.

mandag den 23. juli 2007

Regnvejrsbrunch

Det har regnet hele natten, og regner stadigt. Men det kan ikke tage glæden fra en brunch med æg, bacon, pølser, baked beans, brød, ost, marmelade og café latte!

søndag den 22. juli 2007

Krabbefangst

På trods af det lidt blandede vejr, har vi haft en rigtigt god dag på vandet i dag. Vi sejlede nogle få sømil sydpå, til en skøn naturhavn i et meget bakket landskab. Efter frokost gjorde Frida og jeg gummibåden klar, for at tage på krabbefangst i området. Klipperne under vandet er fulde med blåmuslinger, så det var nemt at finde madding. Det lykkedes os da også hurtigt at fange 3 krabber, der fik bolig i Fridas gule spand. Senere blev de hovedpersonerne i et dramatisk strand-krabbe-kapløb.

Utkäften

Vi er sikkert fortøjret til det svenske urfjel - bjergkilerne er kommet i brug. Det er dejligt varmt i vejret, men overskyet. Jeg har lige fået mig en dukkert, og nu har vi sat os for at spise frokost i båden. N57 51.75' E11 35.39'

lørdag den 21. juli 2007

Sommeren er slut


Så går vi nordpå mod Marstrand gennem en jet men konstant regn. Vi har en fin fralandsvind agten for tværs. Hov der var en sæl!

fredag den 20. juli 2007

Sommer i Skærgården



Vi forlod Hovås i går, torsdag d. 19. i hård blæst. Frida sad nede i båden, mens vi kæmpede os gennem vind, vand og skær ud af "Askims bugt" og nordpå forbi Göteborg. Vi startede med rebet storsejl og fok, men blev hurtigt enige om at det var for meget (vinden var vel 10-12m/s) så vi tog fokken ned igen. Så længe vi holdt os bag skærerne gik det nogenlunde, men de stæder hvor der var åbent ud til Kattegat fik vi virkeligt kam til vores hår.

Da vi nåede frem til øen "Rammen" lidt nord for Göteborg, var vinden stilnet en smule af, og det var rart når vi skulle ankre op. Heldigvis var et tysk par ankret op på øen lige før os, og de var meget hjælpsomme med fortøjring. Især manden der med flot tysk accent forsikrede os at båden ikke kunne ramme klipperne - han havde nemlig trukket så hårdt i fortøjringnerne han kunne: "I'm at maximum power now, and it's not touching".

Efter vi lige havde tag øen i øjesyn, gik vi ned i båden for at lave aftensmad. Da Tine skulle have fat i en dåse flåede tomater fra hylden under forkøjen, startede dagens mini-drama. Der viste sig nemlig at være temmeligt vådt der hvor tomaterne stod - og det skal der ikke være. Da vi løftede hylden, stor der ca. 20 liter vand i rummet under. Det viste sig hurtigt at vandet var kommet fra vores ellers meget pålidelige søtoilet, der nu var faldet os i ryggen og havde lækket store mængder vand ind i båden. Heldigvis var skaden ikke større end at vi kunne lukke søventilerne og begynde at øse havvand ud. Desværre var Tines lakridspiber ikke til at redde.

I morges vågnede vi til en dejlig solskinsdag næsten uden vind. Efter morgenmad i solen i cockpittet, fandt vi en lille strand hvor vi tilbragte formiddagen med at bade, grave og flyve med drage. Efter frokost havde vi en del praktiske gøremål med solceller, vasketøj osv. Vi gjorde også et bravt forsøg på at fange nogle krabber sammen med Frida, men uden held. Dagen blev afsluttet med aftensmad i solen efterfulgt af pandekager!

torsdag den 19. juli 2007

I sikker havn


Så er vi sikkert fortøjret på N57 46.98' E11 37.86'

Mads mellem skærene


Så besluttede vi os for at sætte kursen nord på mod Marstrand, måske med en enkel overnatning undervejs. Frida tager sig en skraber nede i båden, mens resten af besætningen styrer mellem skærene!

onsdag den 18. juli 2007

Oplevelsesøkonomi


Vejret i dag er dømt for hårdt til familiesejlads, så vi er i stedet taget i Liseberg, som er en forlystelsespark i Göteborg. Frida er meget modig og prøver vilde ting! Nattens vej har for øvrigt taget livet af halvdelen af vores fenders, og jeg måtte op i nat og sætte flere på.

tirsdag den 17. juli 2007

En dag mere i Hovås


Vi er blevet inviteret til grill-aften hos Andrew og Lotta her i Hovås, og er derfor blevet en dag mere. Vejret har været blandet og vi har fået sovet en del men også leget med gummibåd. I morgen planlægger vi at tage videre nordpå.

mandag den 16. juli 2007

Göteborg


Vi nåede frem til Hovås ved 8-tiden i morges. Efter morgenmad og en lur tog vi bussen ind til Göteborg for at shoppe og fika. Nu sidder vi i sporvognen på vej tilbage. Vejret i dag har været perfekt sommervejr - lad os håbe på at få mere af det!

Så er den mindste gast stået op


Frida og jeg sidder i et landskab af klipper vand og sol, og spiser morgenmad mens Tine sover videre nede i båden.

Solopgang


Det er ikke alene smukt, det ser også fantastisk ud!

Det lysner


Der er stadigt halvanden time til solen står op over Sverige, men det begynder allerede at ligne noget. Men hold kæft hvor er her koldt! Tine er gået til køjs igen.

Instrumentsejlads


Så er det blevet midnat og her er ret mørkt, så vi må stole på GPS'en. Tine er kommet op til mig nu, hun har kvalme. Fra nu af skulle det gerne begynde at lysne lidt.

søndag den 15. juli 2007

Solnedgang


Så gik solen igen med over kattegat. Flot ser det ud. Vinden er taget lidt til og jeg kan holde en fart på mellem 4 og 5 knob.

Videre nord på


Så har vi forladt Falkenberg med kurs mod nord. Pigerne er gået til køjs, og jeg sidder her og nyder solen men savner vinden. Kan knap holde 3 knob. Målet er at sejle til Frida vågner i morgen tidlig, og så finde en havn.

Ny besætning


Så er pigerne kommet, og drengene er kørt tilbage til København. Vi har været en tur på stranden, og er nu på vej ud for at købe ind. Planen er at sejle videre nord på efter aftensmaden, og tage et langt stræk i nat mens Frida sover.

Natpause


Så er vi fremme i Falkenberg. Marco har lavet aftensmad. I morgen går det videre nordpå.

lørdag den 14. juli 2007

Solnedgang


Så går solen ned over Kattegat. Vi prøver at nå til Falkenberg inden det bliver mørkt.

Godt med blæst!


De sidste par timer har vi haft set hård vind, og bølgerne er meterhøje. Vi overvejer at tage et mellemstop i Glommen, og sejle videre i morgen tidligt.

Tordenbyger


Så tog vi os lige et par tordenbyger. Tak til Peter (fra mission control) for vejrmeldingen!

Mere vind


Så har vi rundet Kullen og er kommet ud i Kattegat. Vinden er taget til i styrke, og vi har rebet storsejlet. I det fjerne høres torden.

Bolognaise og surf ud for Kullen.


Kronborg passeret


Så sejler vi ud af Øresund og ind i Kattegat

7.6 knob og solskin


Så har vinden taget til, og vi har blå himmel. Solpanelet leverer 1.5A. Om en halv times tid paserer vi Helsingør.

6.5 knob i Øresund


Så er starten gået for årets sommersejltur. Gasterne Marco og Jesper sørger for at speile forsejlet og smørre ostemadder. Foran os venter et døgn med masser af vind og vand.